Perversionernes psykologi 2

Der er mange opfattelser af det perverse, og hvad en perversion overhovedet er. Når man giver sig i kast med en undersøgelse som denne, må man forsøge at forholde sig neutral og lære så meget som muligt. Også af det, man er rygende uenig i. Jo flere opfattelser og indfaldsvikler, man kommer omkring, desto større chance er der for, at man rent faktisk får noget at vide og når frem til en forståelse.

Opfattet som en inspiration, der kan give afsæt for egne, videre refleksioner, må ethvert input regnes for kærkomment!

Det gælder såvel diverse blandingsgods alle mulige steder fra som de bøger, vi har sat os for at studere lidt nærmere: Allen, Kaplan, Nygaard.

Allens strengt biologiske opfattelse fører til sammenligning med adfærd hos aber, hvor det kan konstateres, at allehånde seksuelle aktiviteter finder sted blandt unger, for gradvist at målrettes i retning af parring, efterhånden som aben modnes. Forudsat at denne vokser op i flokken. Vokser den op alene, kommer den til at mangle en “miljømæssig” påvirkning. 

‘ … Bingham lagde mærke til, at enhver ophidselse kunne glide over i sexuel ophidselse, og konstaterede, at ved en enkelt lejlighed masturberede en af hans aber efter at være blevet målt og ved en anden lejlighed i nærværelse af føde … “

 

Kaplans mere sociologiske og kønspolitiske indfaldsvinkel leder derimod til en kritisk overvejelse af kastrationsangsten, som hun i kapiteloverskriften kalder kastrationsrædsel, formodentlig for at markere en voldsom emotionel styrke: ikke bare ængstelig, men rædselsslagen.

“ … Hans særdeles følelsesladede besættelse af denne alsidige, men gådefulde kropsdel giver anledning til nogle andre spørgsmål. Kan den knække af som fingernegle, hård og fæces? Eller er den solidt rodfæstet som fingre, tæer, arme og ben? I lang tid fastholer den lille dreng stædigt den betryggende forestilling, at alle levende og måske endog nogle livløse genstande besidder en penis. Samtidig har han den ubehagelige fantasi, at penissen måske er en kropsdel, som kan fjernes og er aftagelig, så den kan gives væk som en gave eller kan fratages ham som en straf … “

 

Trods den betydelige forskel i såvel opfattelse som indfaldsvinkel, er det bemærkelsesværdigt, at de begge, efter en række mere overordnede betragtninger i et indledende kapitel, søger efter et “basal-punkt”, der kan tjene som afsæt for den videre redegørelse i det andet.

Man kan så videre overveje, om den teoretiske ballast, der ved denne læsning er opnået, kan bruges til at kaste lys over noget af det, der sker for hovedpersonen i Nygaards roman. Det må være op til den enkelte at afgøre, om de vil forholde sig indlevende eller analytisk til historien. Af de grunde, jeg tidligere har fremført, vil jeg dog anbefale indlevelsen. Det er på denne vis, at “Dybet” bliver et reelt modspil og alternativ til de to andre bøger, hvor man jo netop får masser af teori. Romanen giver mulighed for en anden slags forståelse.

 

“ … Han tænkte, at han så ud, omtrent som faderen måtte have set ud i samme alder. Han huskede, at faderen havde været glad for sit sydlandske udseende, og at faderen, når nogen undrede sig over hans mørke lød, altid smilede og sagde, at det nok skyldtes, at en af kvinderne i hans familie, der stammede fra Koldningegnen, havde været i en høstak med en af Napoleons spanske soldater … “

“ … Pludselig så han pigen. Hun dukkede ud af rørene, kom ud på græsknolden, hvor han havde ligget. Han så hendes ansigt, der var bøjet over de iris, hun havde plukket. Han så hendes rød- og grønstribede kjole, hendes brune, bare ben, hendes lyse, næsten helt hvide hår med den store, noget krøllede sløjfe. Hun stod med siden til ham. Der var i hendes ansigt den store, fjerne ro, der er over børn, når de ved sig sikre og usete.

Så var det, som om hun blev urolig. Hun løftede ansigtet fra de vilde iris. Hun lod hænderne med blomsterne synke ned. Det var, som begyndte hun at lytte. Så vendte hun sig mod ham, så på ham.

Gundersen klagede sig. Han kæmpede for at tvinge billedet bort. Det var ham umuligt. Pigens ansigt kom nærmere. Hun lod de vilde iris falde fra sig. Forundringen i hendes ansigt begyndte at afløses af noget andet, noget, han vidste ville blive til vild, skrigende rædsel. Hun begyndte at løfte sine hænder. Hænderne … hænderne … hænderne …strakte dem frem mod ham. Hænderne …

Og så kom farverne, de skærende gule og ildrøde farver. Og begæret, ønsket om at udslette, trangen, den vanvittige trang til at knuse, hævne og dræbe … “

 

En bog som “Dybet” giver en unik, men også skræmmende mulighed for at sætte sig ind i et menneske, der står bag en ugerning, og dermed opdage, at det vitterligt er et menneske. Det er lettere at tro, at der bag noget uhyrligt står et uhyre. Ikke en, der ligner os andre. Men kan man bære og udholde tanken, er der vigtig indsigt at hente.

Det betyder ikke, at man på nogen måde forsøger at retfærdiggøre eller undskylde handlingen. Det lader sig gøre at skelne mellem gerningen og gerningsmanden.

Den uhyrlige gerning er så chokerende, at man ikke bare kan abstrahere fra den. Man bliver vred, forarget, opbragt osv. Derfor følger uvilkårligt et ønske om at straffe gerningsmanden.

Alt dette er naturlige, spontane raktioner. Men de fører ikke frem til et svar på spørgsmålet: hvorfor gjorde han det? Hvis man ønsker at få svar på dette spørgsmål, må det nødvendigvis ske igennem en forståelse af denne person, hvor man må skubbe sin vrede og opbragthed til side og betragte ham som et menneske.

Der er mange genkendelige træk, i det der fortælles. Hvem har ikke oplevet at have en dag, hvor man var helt ved siden af sig selv, men forsøgte at opretholde facaden? Hvem har ikke oplevet, at alting føltes helt umuligt? Hvem har ikke oplevet en vrede og uvilje overfor netop dem, som er vores allernærmeste? Hvem har ikke været forundret og - ja, forfærdet over at opdage nogle af de ting, der fandtes i deres indre?

“Men vi har ikke voldtaget og kvalt en lille pige,” vil nogle straks svare. Det er en misforståelse at sætte det sådan op. Derved distancerer man sig fra den forståelse, man kunne have fået, hvis man havde haft modet til at genkende sig selv i den, der har voldtaget og kvalt en lille pige. Det handler ganske enkelt om at turde se!

Et nyere stykke litteratur, der på en pudsig måde leger med dette forhold, er Stieg Larssons millenium-trilogi, der også er filmatiseret. Så hvis nogen ikke helt har fantasi til at forestille sig Lisbeth Salander i fuld krigsmaling, kan de få hende at se lyslevende, endog både i en svensk og en amerikansk version.

Jeg har rent faktisk oplevet en tilskuer til en af filmene sige om hendes mange piercinger med videre, at “det burde hun ikke gøre, for det ser ikke pænt ud.”

Men pointen er, at hvis hun ikke gjorde det, ville de “Mænd, der hader kvinder” (titlen på romanseriens første bind), overhovedet ikke have nogen plads, funktion eller berettigelse i historien. Her gør der sig nemlig et pudsigt forhold gældende.

Lad mig slå helt fast, at eksemplet ikke er opdigtet. Jeg har virkelig oplevet en tilskuer til filmen kommentere på Lisbeth Salanders piersinger, hvor grimt det så ud. Det er ikke fordi, jeg er uenig. Jeg synes bestemt heller ikke, det er pænt. Men at begynde at tale om, hvordan en person ser ud, og at "sådan skulle de ikke gøre" er at undvige, at ikke gå ind på historiens præmisser.

Lisbeth Salander er ikke let at kunne lide. Men det raffinerede ved historien er, at man alligevel står på hendes side. Dette er helt centralt. En afgørende pointe: også det usympatiske barn har krav på en tryg opvækst. Det er jo det, historien siger. Så nej: Lisbeth Salander er ingen sød og smilende Shirlee Temple med æblekinder og slangekrøller. Hun er en modbydelig og øretæveindbydende punker-tøs.

MEN DET ER INGEN UNDSKYLDNING!!!

Det giver ikke nogen lov til at udsætte hende for de overgreb, hun har oplevet. Det er historiens pointe. Men for virkelig at opleve og erkende den pointe mere end bare teoretisk, må man gå ind i hele den martrende proces, hvor man må gennemleve alt det, den rummer. Trangen i sig selv til at gøre hende ondt i dualisme med hendes ukrænkelige rettigheder. Man må genopdage sig selv i alle historiens personer, spejle sig i såvel Lisbeth som de hadefulde mænd, drives mod afgrunden, knuses under indsigten i sit eget mørke. Kun da kan pointen gå op for en.

At sige “Det burde hun ikke gøre” er således at ikke have forstået et klap af det hele, at ikke turde se, at beskytte og distancere sig overfor den indsigt, der presser sig på.

Nuvel! Det kan der være gode grunde til. Indsigten er frygtelig og rystende. Men igen: vil vi forstå mekanismerne som andet og mere end grafer på en tavle, bliver vi nød til at tåle og udholde dette.

Altså: uhyret er et menneske. Et menneske, der ligner dig og mig!

Som sagt følger dermed aldeles ikke, at vi undskylder eller forsvarer den uhyrlige gerning. Men frem for forklaringer, der i virkeligheden snarere er bortforklaringer, vil vi forsøge at få øje på mennesket, forsøge at se det som andet og mere end noget ubehageligt, vi ikke vil vide af. For at forstå mennesket som menneske, bliver vi nød til at vide af det. Det indebærer bl.a. et skift fra at se det uhyrlige menneske til at se det lidende menneske.

Perversion er forbundet med lidelse, fordi det afspejler en uformåenhed overfor livet og at des årsag være fanget i uholdbare og ikke-konstruktive løsningsforsøg. Lutter forflygtigelser og undvigelser!

Ifølge Kierkegaard er fortvivlelse at ikke ville være sig selv. Det er de evindelige “græsset er altid grønnere”-mekanismer, en stadig utilfredshed over, at man er lige præcis det menneske, man er, med lige præcis de forudsætninger, man har, og stedet i lige præcis de vilkår, man står i.

Det gælder også, når man oplever noget forfærdeligt. Det er kun delvis rigtigt (eller i virkeligheden slet ikke rigtigt), hvis man siger, at man fortvivler over dette. Kierkegaard ville svare, at nej - sagen er, at man ikke vil være det menneske, som dette tilstøder. Hvis man helt og holdent har taget sit liv på sig, så accepterer man også, at dette forfærdelige sker for en. Det hører med. Man kan blive ked af det, man kan ærgre sig over det. Men man fortvivler ikke over det. For gør man det, har man ikke fuldt og helt taget sit liv på sig.

Det er netop det: hvis man har læst Kierkegaard, Dostojevski og Jung, så synes man ikke rigtig, der er noget nyt under solen. De har allerede sagt det hele. Og dog! Ind imellem bliver man overrasket over et friskt input. Så for nu at være retfærdig over for alle de senere skribenter, der har haft en mængde kloge tanker, er det nok mere rigtigt at sige, at når man har læst Kierkegaard, Dostojevski og Jung skal der en del til for at dupere en, men det hænder dog, at det sker.

Det er at foregribe begivenhedernes gang, for så langt er jeg ikke nået i min gennemgang af Kaplans bog. Det er sådan set lidt af en plot spoiler (hvis man kan tale om sådanne i forbindelse med faglitteratur?). Men blandt de sidste i rækken af hendes sensationelle afsløringer dukker den kierkegaardske fortvivlelse op.

Hun skriver bl.a.

 

“Undervejs i vor udvikling og erhvervelse af en normal og samfundsacceptabel kvindelighed, er der mange andre mulige liv, der bliver ladt tilbage i vejkanten. Men de er der stadig og hjemsøger det liv, vi har valgt. Nogle gange forestiller vi os - ligesom Emma Bovary - at vort virkelige liv er det, vi ikke levede. Vi har navnløse følelser, der stikker i hjertet, og undrer os over, hvad der sker. Vi forestiller os, at vi engang havde mulighed for at komme til at spille mange forskellige roller i menneskehedens komedie, at vi engang var tro mod os selv og vor formåen.”

 

Det er uundgåeligt, at nogle af os (dem, der har læst Kierkegaard) tænker, at det vidste vi allerede og har vidst det længe, og således altså ikke sidder og måber med en følelse af at verdens største mysterium lige er blevet opklaret for øjnene af os.

Hvis man har læst bøger som “Begrebet Angest” og “Sygdommen til Døden”, så ved man også, at disse forhold er blevet påpeget og tilbundsgående analyseret mere end 100 år før Kaplan skrev om det.

I “Begrebet Angest” fortæller Kierkegaard dels om angsten for det onde, og dernæst - mere overraskende! - om angsten for det gode, det, han kalder “dæmoni”.

Dæmoni er indesluttethed, at lukke sig om sig selv. Johannes Møllehave har forklaret det eksemplarisk enkelt ved at sige, at det er, når man trækker telefonstikket ud, og håber, at de ringer alligevel.

En af verdenslitteraturens mest rystende skildringer af indesluttetheden/dæmonien er Dostojevskijs “Optegnelser fra et Kælderdyb”. Kældermennesket er netop dybt dæmoniseret. Han bruger al sin tid på at sidde og mindes gamle fornærmelser og krænkelser, koger en endeløs suppe på sit had.

Netop derfor forekommer det, der skulle være en af Kaplans sidste og helt store afsløringer, ikke videre sensationelt. Det er noget, man har hørt før!

Men spørgsmålet er så, om man nu også er helt retfærdig i denne vurdering.

Det forekommer mig, at Kaplan har en lidt anden vinkling på sagen. I det mindste redegører hun for dette forhold i lyset af en anden tid. Verden af idag ser trods alt en del anderledes ud end det gamle, kierkegaardske København.

Store, evige tanker af blivende værdi står naturligvis uanfægtet af tidernes skiften. Alligevel gælder, at når de dominerende spørgsmål og problemer er blevet andre, end de var, kommer de store tanker til udtryk på en anden måde og i forhold til andre ting. Man kan derfor argumentere for, at disse tanker nok er uden udløbsdato, men fra tid til anden kræver en genaktualisering, hvor de sættes i forhold til ændrede vilkår og omstændigheder.

Så selvom det ikke er noget revolutionerende og absolut originalt nyt, der siges, er det måske allerede en chokerende afsløring at sige: “Kierkegaard holder stadig, og er så aktuel som nogensinde” (?).

Som sagt er alt dette at foregribe tingene, en slags “plot spoiler”. Men for at holde kursen og ikke fare vild i alle Kaplans redegørelser, kan det være en fordel at vide, hvor hun reelt er på vej hen.

Dertil er det nyttigt, når man skal forsøge at sondre mellem forskellige beslægtede udsagn, som måske i virkeligheden alligevel ikke er så beslægtede, som de umiddelbart kan synes.

Det forekommer mig, at Kaplan er mere såvel intelligent som medmenneskelig i den vinkling, hun tager på sagen, end når diverse religiøse fanatikere fordrejer fortvivlelsesspørgsmålet ved at gøre udsagnet “Gud laver ikke fejl” til et mantra, der evindeligt og søvndyssende gentages.

Jeg har opfordret til at forholde sig mest muligt neutralt udfra den betragtning, at ethvert input og enhver vinkel på sagen kan bidrage til at uddybe og perspektivere.

Det prøver jeg også selv at efterleve!

Men jeg er kun et menneske, og visse ting får mig til at fare i flint.

Når jeg ser en video, der er så fuld af fordømmelse og uforståenhed, må jeg spørge: hvor er næstekærligheden henne? Hvor er lige dét, der er kristendommens centrale kernepunkt?

For hvis man går til sådanne yderligheder og trækker så store veksler på Guds ufejlbarlighed, hvad har man så overhovedet lov til? Må man barbere sig? Få ordnet sit hår? Klippe negle? Hvis man har en stor vorte et eller andet sted på kroppen, må man så få den fjernet? Hvis svaret på nogle af disse spørgsmål er ja, hvor går så grænsen mellem et legitimt og et illegitimt indgreb?

Jesus gjorde blandt andet blinde seende. Men konsekvensen af den “Gud laver ikke fejl”-opfattelse/tolkning, videoen giver udtryk for, må være, at hvis man er blind, så er det Guds vilje, at man skal være blind. Hvordan skulle det så være muligt, at troen på Gud og Guds nådige kærlighed gav syn til blinde?

Det er hos Kierkegaard noget centralt, at troen er en indre sag, et spørgsmål om hjertets lidenskab. Det ydre har intet eller uendelig lidt at sige. At være sig selv er for Kierkegaard ikke et sprøgsmål om at gøre det ene eller andet, men som han skriver, at “være et selv i sin evige gyldighed”.

Jesus selv sagde, at hans rige var ikke af denne verden. Han sagde endvidere, at i evigheden giver man ikke til ægte. Køn er noget dennesidigt, der overhovedet ikke har med tro og trosforhold at gøre.

Kierkegaard selv prædikede om fattigdom, mens han spiste luksusmiddage og røg store cigarer. Han var fuldstændig bevidst om den tilsyneladende selvmodsigelse. Men pointen befandt sig et helt andet sted, der overhovedet intet havde at gøre med middage og cigarer.

Inderligheden er et indre forhold, der ikke vedrører ydre ting. De ydre ting er verdslige og dennesidige og kommer derfor overhovedet ikke sagen ved.

Kristendom er kærlighedens postulat legemliggjort i og ved Jesus Kristus!

At være kristen er at tro dette med inderlighed og lidenskab!

Her handler det hverken om hårfarve, køn eller andre profane ting. Faktisk er kristendommen lysår forud for selv de mest radikale ligestillingsforekæmpere. Urkristendommen, vel at mærke. At der siden har sneget sig masser af mandschauvinisme ind i kristendommen er en anden snak. Det er et tilføjet fremmedlegeme, som man i høj grad må beklage.

Den oprindelige og ægte kristendom var svimlende vidtgående i sin radikalitet. Langt mere end folk i bred almindelighed har gjort sig klart!

Den ophævede i en eneste bevægelse alle menneskelige skel, det være sig mellem herre og slave, mand og kvinde eller andet. Den gjorde med et slag alle til mennesker og alle lige for Gud!

Når Kaplan opridser den perverse strategi og dennes afmægtige kamp med dualismer som mand-kvinde og barn-voksen, er det sande kristne svar ikke, at “Gud laver ikke fejl”, men derimod - som skrevet står - at der ikke er personsanseelse hos Gud.

Intet, vi gør, kan gøre fra eller til. Vi lever ene og alene på nåde og kærlighed.

Dette må forstås i sin yderste konsekvens og radikalitet!

Der er ikke personsanseelse hos Gud!

Blandt alverdens fromset ragelse stikker Lloyd Douglas’ roman “Men jeg så ham dø” op i verdenslitteraturen som en kristen roman af virkelig format. Hovedpersonen er en af de romerske soldater, der korsfæster Jesus. Men siden går han hen og bliver kristen. Han møder Peter, og de har en bemærkelsesværdig samtale. “Jeg fornægtede ham,” fortæller Peter. “Jeg korsfæstede ham,” replicerer vores hovedperson.

Her har den digteriske genius gnistret og i et enkelt billede udtrykt kernen i den ukristne tanke. At lade soldaten, der korsfæstede Jesus blive kristen! Hvem sagde nåde for alle? Kan nogen hævde, at de har gjort noget værre?

Nu taler jeg naturligvis på menneskevis. Pointen er jo netop, at der guddommeligt set sket ikke eksisterer begreber som bedre og værre. Det er menneskelige måleenheder, opstået ud af vores begrænsning og smålighed.

Men lad os et øjeblik tale menneskeligt (og derfor dumt og dårligt!). Hvis man nu alligevel gav sig til at graduere … Forudsat der overhovedet er noget galt i at få en kønsskifteoperation (allerede et yderst tvivlsomt spørgsmål), er det så ikke helt indlysende en latterlig bagatel i sammenligning med at have været selve det fysiske redskab, der dræbte frelseren?

Men som sagt: dette er mennesketale. Den kristne tanke er langt mere radikal!

Det er uheldigt, at Paulus er blevet mest kendt som ham, der skrev, at kvinder skal tie i forsamlinger. Faktisk er denne ytring ikke særlig paulinistisk. Men rent faktisk fremsætter Paulus selv her en kildekritik idet han siger, at det bare er hans mening, ikke noget Gud har åbenbaret ham. Den slags skriver han faktisk flere steder.

Men uanset hvad, bør man vogte sig for løsrevne udsagn set udenfor deres sammenhæng. Mere overordnet betragtet finder man i de paulinistiske opfattelse en række udprægede træk af den radikale, ukristne konsekvens.

Men naturligvis kan der også udpeges enkeltpassager, hvor dette står særlig tydeligt frem. Ikke mindst det berømte trettende kapitel af første Korinterbrev. Det tolvte handler netop om menneskers forskellighed. Og hvad er så bedst? Det ene, andet eller tredie? Det er dette, der med éen kæmpe radikal bevægelse fejes væk i det trettende kapitel.

Som jeg tidligere har eksemplificeret med begreberne forestillings- og indlevelsesevne, er det dårlige altid en forvrængning af og/eller illegitim kampen på det gode, hvor dette misbruges på en ødelæggende og nedbrydende måde måde fremfor at opbygge. Et gælder også her!

Det afgørende skift i kristendommens historie fandt sted, da den romerske kejser blev kristen, og kristendommen dermed en verdslig magtfaktor.

Da kristendommen opnåede verdslig magt, var der dermed opstået et grundlag for dens fordærvelse og forvanskelse. Det rige, som “ikke er af denne verden” og det, der netop er af denne verden, blev blandet sammen i en misk-masket pærevælling, der forgiftede hele sagen.

Mens de kristne var forfulgte, blev der prædiket tilgivelse og at elske sine fjender. Disse dyder blev snart svære at få øje på, da den nu magtfulde kirke satte ind med en forfølgelse af anderledes tænkende, der kun var en enkel gråtone blidere end den forfølgelse, de kristne tidligere havde været udsat for.

I “Progressionen” (se denne) har jeg skrevet om de store musikalske omvæltninger, der fandt sted i sidste halvdel af 60’erne. Det er et emne, jeg har beskæftige mig en del med. Det har her ofte slået mig, hvor besynderligt det er, at kigge på de to år 1967 og 1968 ved siden af hinanden.

I ’67 talte man om fred, kærlighed og kosmiske hymner. Det var “All you need is love”, “Go ask Alice”, “It’s all so beautiful”, “When you seen beyond yourself” og “Gentle on my mind”.

I ’68 blev hele sagen fordrejet og perverteret til realpolitisk svineri. Nu hed det pludselig “Time is right for a street fight” og “We want the world, and we want it now”.

Dermed opsummerer disse blot to år tre århundreders kirkehistorie. Det må da siges at være ret så bemærkelsesværdigt!

Det, der volder tanken knuder, er forholdet mellem dom og nåde. Umiddelbart synes der at eksistere en modsætning mellem disse to, således at de gensidigt ophæver hinanden. Det er således et paradoks, når kristendommen vil fastholde dem begge som absolut gyldige.

Vi kan ikke forstå det. Det er håbløst at forsøge at forklare det. Som en tilnærmelse må vi tale (meget!) dumt og menneskeligt, betjene os af tilnærmelser og en letmisforståelig billedtale, der ikke for alvor kan gribe og indfange det egentlige. Man må således for alt i verden ikke tage det følgende alt for bogstaveligt.

Det, man hele tiden må huske, er begrebet treenighed. Gud er en og kun en. Man kan ikke begynde at opspalte Gud i en række forskellige del-guder. Her kan man (måske?) tænke på H2O, der som bekendt kan forefindes både som is, vand og damp, men dog er nøjagtig det samme. Enhver differentiering af fader, søn og helligånd er et illegitimt kætteri!

Når jeg nu giver mig til at gøre det alligevel, må det altså forstås rent metaforisk. Der er ikke forskel, splittelse eller afstand mellem fader og søn. Men for at gøre begreberne lidt håndterlige lader vi nu rent symbolsk fader og søn repræsentere henholdsvis dom og nåde.

Man må altså forestille sig den gamle skaber, faderguden, der er godt og grundigt utilfreds med tingenes tilstand. Han syder og raser og sprutter af raseri, og har ikke lyst til andet end at trampe det hele i stumper og stykker “Jeg smadrer, jeg smadrer, jeg smadrer,” skriger han savlende af ondskab og ødelæggelsestrang. Men her gør frelseren, sønneguden, så sin entre!

Sønneguden træder frem foran fadergudens trone og viser ham sine gennemstukne hænder, mens han blidt og stille siger: “Regningen er betalt!”

Da må den gamle, perverse gnavpot holde sig i skindet. Trumfen er spillet ud og stiller sig mellem den gamles vrede og den faldne verden.

Sønneguden er uendelig kærlighed og tilgivelse. Med selve dette formål lod han sine hænder og fødder gennembore på korset. Derved ændrede han fundamentalt og gennemgribende det grundmenneskelige vilkår!

I modsætning til den sadistiske fadergud, kan sønneguden slet ikke udholde at se lidelse. Hvor som helst, han støder på den, bliver han nød til at storme den til hjælp. Han kan simpelthen ikke lade være med at hjælpe. Her handler det ikke om skyld, i hvilket omfang situationen er selvforårsaget eller des lige. Det handler ene og alene om lidelse. Sønneguden er altid på den lidendes side!

Det er et paradoks, som er umuligt for den menneskelige tanke at gribe, at det, vi her har fremstillet som to, er den ene og samme. Helt identisk og uadskilligt den samme. Det går over vores forstand at rent rationelt og intellektuelt gribe det faktum, at vi på én og samme tid er knust under dommen og oprejst ved nåden, uendeligt faldne og forkastede og uendeligt elskede og omsluttede.

Vi kan kun modtage det i tro, alt imens vi accepterer, at det er os komplet uforståeligt. Kort sagt: det skal ikke forstås, det skal tros!

I grunden er det allerede uforståeligt, at det guddommelige kommer til os. At den store gudetanke åbent og favnende møder os. At det, den har at sige os så er en urimelighed for en lille, begrænset menneskehjerne er jo blot end følge af dette forhold. Men ikke desto mindre - til trods for vores uforstand, vores begrænsede og menneskelige forstand - gribes vi af dét, der er uendeligt og guddommeligt.

Nej - det egentlig ubegribelige er netop det, at det kommer til os. Dette er ikke hjemmestrikket livsvisdom og alle mulige fikse ideer, vi selv kan gå og udtænke. Det er noget, der kommer os imøde, vil møde os og gribe ind i vores liv. Dét er virkelig ufatteligt, og kan kun modtages i tro!

Her handler det netop om at ikke sammenblande det, der er guddommeligt og uendeligt med det, der er menneskeligt og begrænset.

Det gælder ikke mindst alle smålige forsøg på at graduere. Den går ikke. Vi er alle stillet lige overfor Gud. Derfor er der ingen forskel på at være seriemorder og at bare have taget et stykke sukker fra en skål uden at have fået lov. Ja - eller bare have tænkt på at gøre det.

Der er ikke noget, der hedder små og store synder. Det er kun synd. Hvor galt det går, når man på menneskevis vil forsøge at forklare de ting, der forekommer tanken en urimelighed, viser sig ikke mindst derved, at man som regel ender med at komme ud i endnu større urimeligheder, såsom at der skulle kunne findes en tilstand som delvis faldet. Det er en umulighed. Enten er man faldet, eller også er man ikke, og er man faldet, så er man helt og aldeles og uendeligt faldet.

Det er så det, vi alle - uden undtagelse - er: uendeligt faldne!

Her sætter så paradokset ind. Der er nemlig ikke tale om, at fald og dom bortkompenseres. Fald og dom står urokkeligt ved magt. Alligevel står der et modsat forhold ved siden af, der i samme grad har absolut gyldighed, nemlig den uendelige nåde. Vi er på én og samme tid knust under dommen og oprejst ved nåden. Vi forstår det ikke. Men sådan er det ikke desto mindre.

Kristendommens kerne er kærlighed. Guds ufejlbarlighed betyder, at jeg ikke er en kosmisk fejltagelse. D.v.s. at jeg er elsket og villet.

Det vil derimod ikke sige, at jeg ikke må gøre noget som helst for at forbedre min tilværelse, men bare skal lade stå til.

Jeg har ofte sagt, at hvis jeg skulle være noget andet end kristen, ville jeg være buddhist. Hele den tænkning omkring at begæret binder, at frigøre sig osv. Det er jo en banal sandhed, at hvis man mister noget, man er glad for, bliver man ked af det.

Netop derfor må det gælde, at hvis ikke kærlighed er sandheden, så må det eneste nogenlunde fornuftige at stille op være at holde sig på længst mulig afstand af alting.

Den eneste rimelige grund til at have noget som helst med noget som helst at gøre er troen på, at kærligheden er sandheden.

Hvorfor skulle jeg ellers udsætte mig for alverdens risici for sorger og ærgrelser? Ja - bare det at udsætte mig for de små og større irritationsmomenter, der er en uundgåelig del af samvær med andre mennesker. Hvorfor have al det besvær? Hvorfor skulle jeg ikke bare sige rend op hop til det hele og hygge mig med mig selv? Der kan vel ikke for alvor være tvivl om, at det ville gøre det hele meget lettere, hvis jeg flyttede ud på en øde ø, hvor jeg kunne være i fred for alverdens ubelejlige forstyrrelser og irritationer. Så hvorfor have noget som helst med noget som helst at gøre?

Det ville jo være det glade vanvid, hvis det var lutter meningsløshed. Hvorfor skulle jeg overhovedet stå ud af min seng, hvis det hele var så meningsløst?

Der findes én - og kun en - grund til at stå ud af sengen: troen på kærlighedens postulat. Kun ved det får tingene mening!

I dette lys bliver perversion noget ganske andet end det, visse religiøse fanatikere vil have det til at være. Det bliver det, der skygger for ens udsyn, det, der gør en ulykkelig, alt det, der er fortvivlelsens grundlag.

Naturligvis må det til enhver tid overvejes, om en drastisk ændring nu også er til det bedre, og hvilke konsekvenser denne måtte have. Har man set rigtigt? Eller er man ved at gøre livet endnu mere besværligt og ulideligt for sig selv?

Grundige overvejelser er altid en god ting. Man kan have mere eller mindre tiltro til bønner. Men de kan næppe skade. Selv fra et ateistisk sysnspunkt kunne det forsvares, således at forstå, at det kunne være en måde at komme i kontakt med det ubevidste og hente råd og dåd fra dybere personlighedslag. Man kan også tro, at man på en eller anden måde får vejledning fra højere magter. Uanset hvad kan bøn aldrig skade.

Men vil man se strengt religiøst på det, bliver man også nød til at sige, at et menneskes endegyldige beslutning om det ene eller andet, er en sag imellem dette menneske og Gud, som andre hverken har nogen ret eller kompetence til at blande sig i.

Men hvordan skelner man så mellem en velovervejet beslutning og en perversion?

Det er et lidt kringlet spørgsmål. Jeg vil ikke lige nu driste mig til et svar, men istedet lade det svæve i luften til nærmere eftertanke.

Jeg har allerede fra starten fastslået, at dette er en undersøgelse og en overvejelse. Måske ender vi med at nå frem til en række svar på en række afgørende spørgsmål. Måske gør vi ikke. Måske får vi blot uddybet spørgsmålene og derved formuleret dem klarere. Måske opnår vi end ikke det. Jeg ved det ikke!

Lad os indtil videre fastholde, at dette er en undersøgelse, og at der ikke er nogen garanti for en endegyldig konklusion.

Vi begiver os altså videre, prøver at finde ud af noget mere, håber på, at vi kan blive lidt klogere på det hele!

Idet jeg undlader at gribe forud i teksten og ser på, hvor vi var nået til med Allen og Kaplan, kom vi i sin tid fra aber og kastrationskomplekser, men fik os så forvildet temmelig langt omkring.

Lad os vende tilbage til hovedsporet!

 

“ … Sexualkampene begyndte tilsyneladende lang tid inden fjendtlighedernes udbrud ved, at herren viste tegn på svækkelse i sin aggression og begyndte at undgå de øvrige medlemmer af kolonien. Den begyndte øjensynlig ikke med et angreb fra en række enlige hanner, der havde samlet sig med dette formål for øje, men ved at en enkelt han udfordrede herren …”

Når man læser om nogen af de forsøg, der er foretaget med aber, virker det atter oplagt at tænke på det perverse som noget tilstødende. Her i form af de eksperimenterende zoologers hensynsløse manipulationer med abers livsforhold, hvor man totalt har forvirret og stresset aber ved konstant at ændre deres vilkår.

Herefter kan man så blot tage sig til hovedet over, at nogen har kunne være forundrede over, at det resulterede i reaktioner præget af selvdestruktiv adfærd. Hvad i al verden havde de forventet?

At herefter vende blikket mod Kaplan er sådan set ikke mindre sindsoprivende, men er det på en lidt anden måde og vedrører nogle lidt andre ting.

Men lad os atter minde hinanden om at forsøge - selvom det ind imellem er svært - at forholde os mest muligt neutrale, og frem for at fare i flint over fordrejninger af det kristne budskab, kyniske dyreforsøg, urimelige generaliseringer eller andre ting, hele tiden bestræbe os på at spørge, hvad vi kan lære og erkende af det, vi læser og hører. Noget skal der nok være - selv i de mest urimelige udsagn.

Perversionslæren handler immervæk om voldsomme, chokerende og grænseoverskridende ting. Det er ikke noget, som er ligefrem rart og hyggeligt at beskæftige sig med. Når man alligevel gør det, er det for at blive klogere på fænomenet og nå til en dybere forståelse af sig selv og sin omverden.

Men man bør også til stadighed huske på, at vi netop gør det af nysgerrighed og interesse, altså som et personligt valg. Bliver det for ubehageligt, kan man til enhver tid indstille undersøgelserne. Vi skal ikke op til en eksamen i perversionskundskab. Vi udforsker af egen interesse!

Der er dele af studiet, der indgår mere eller mindre implicit i andre områder af psykologien. I perversionslæren får man det imidlertid i koncentreret form. Alligevel er der meget, man har hørt om i andre sammenhænge.

Enhver, der har beskæftiget sig blot en smule med psykologi, kan ikke undgå at være stødt på ødipuskomplekset. Det kan måske nok gibbe lidt i novicer, når de læser: 

 

“Da drengebarnet vurderer sin spændende penis så højt, lider han voldsomt under den narcissistiske krænkelse, det er, at måtte erkende, at hans kønsdele er for ubetydelige og små til at kunne tilfredstille moderens lyst.”

 

Men for de fleste forekommer dette nok snarere at være en opremsning af banaliteter. Begge gør imidlertid klogt i at tænke efter en gang mere!

“ … Fordi den seksuelle fetisch i sit inderste væsen er en genstand, der fremmaner et “rædselsøjeblik”, en forvirring, angst, ydmygelse og endog permanent had, standser den udviklingen og blokerer for yderligere udforskninger af virkeligheden. Idet den seksuelle fetisch omdanner denne rædsel og dette had, der ellers kunne føre til impotens, for tidlig udløsning eller morderisk voldtægt, til en simuleret kærlig mishandling, sætter den manden i stand til at få erektion og trænge ind i kvinden. Et centralt element i ethvert sadomasochistisk scenarie er, at der skal være en fetischlignende genstand til stede til at dæmpe mandens angst for, at han skal lemlæste sin egen krop eller den seksuelle partners krop … “

 

Man mærker sig, at der endnu - 35 år efter Clifford Allens bog - var så meget af en rest af den rent biologiske opfattelse, at Kaplan sætter fokus på mandens evne til at kunne gennemføre et samleje. Hun taler om at “blive i stand til”. Dette er altså rejsningens formål.

Men som jeg har foreslået i nogle af mine skriverier, kunne man måske også mene, at han simpelthen får tilbudt en let udvej for al angsten, hadet m.v. idet han ved at onanere kan skaffe sig en midlertidig lindring for alt det, der presser sig pinefuldt på. I den efterfølgende udmattelse vil alt det svære - i det mindste for en stund - lade ham i fred.

Det rokker sådan set ikke ved noget. Også her gælder det, at den perverse strategi “standser udviklingen og blokerer for yderligere udforskninger af virkeligheden.”

Det er netop det stagnerende element, der er det centrale og afgørende. Man er fanget inde i noget, man ikke kan komme ud af og blive kvit.

Udover det er der også mange andre vigtige pointer hos Kaplan. Det gælder f. eks. Hendes påpegning af, at man ikke bare kan føre alt tilbage til ét - og kun et - traume eller en ganske bestemt traumatisk oplevelse, men at der snarere er tale om en sammenfiltret klump af alle mulige traumer/traumatiske oplevelser.

Det er muligt, at man er blevet ubehageligt berørt undervejs i at få endnu et skud Allen og Kaplan. Men man er også blevet klogere, og det er dét, der her er det afgørende!

Om det så har nogen indvirkning på, hvilke øjne man læser “Dybet” med, er nok et individuelt spørgsmål, der kan variere stærkt fra person til person.

 

“ … Han lå på sengen. Hans øjne var fast tillukkede. Han kæmpede vildt for at bryde fortryllelsen. Men kroppen lystrede ikke hans vilje. Dirrende og slap var den gledet udenfor hans viljes rækkevidde.

Billederne blev ubarmhjertigt ved. De var som en film, der uhyggeligt langsomt og uafvendeligt blev drejet for ham. Han blev tvunget til at se alt, sanse hver enkelthed, hver rædsel … “

“ … I tiden derefter måtte han slås med drengene, fordi de drillede ham. Han tævede dem til tavshed. Det var værre med pigerne. Han turde ikke slå løs på dem som på drengene. Han truede dem tavse. Hans had til Dagny blev til had til enhver pige, der nævnede hans svømmetur. Hadet var så stort, at de mærkede det. De blev bange for ham. Og så tav de … “

 

En mand så fyldt med had mod kvinder burde nok ikke have giftet sig. Men det gjorde han altså alligevel. Hadet var fortrængt til det ubevidstes dyb, og den bevidste del af Gundersen har formodentlig været optaget af at være som andre, gøre som andre. I hans oplevelse ligger der også en udskillelse, hvor han befandt sig alene i vandet, mens alle de andre stod inde på bredden. Når en sådan oplevelse fortrænges, vil dens virkning fra sit skjul typisk styre i retning af konformitet, at gøre det “man gør”.

Nå - det var blot en hurtig gang godtkøbsanalyse, der vel sådan set ikke er det afgørende. Det afgørende er snarere drengens forfærdelige oplevelse. Angsten for at dø. Døden, der ligefrem bliver håndgribelig og legemlig i form af hundekadaveret. Død, angst, hjælpeløshed samt i tilgift latterliggørelse og ydmygelse.

Har du aldrig oplevet noget lignende? Aldrig været til grin? Aldrig været udleet og udpeget som den, der stod alene overfor flokken?

“Jo - men jeg har ikke voldtaget og kvalt en lille pige,” svarer du atter. Nej, det har du jo så ikke. Men begynder du ikke at ane en forklaring? Er der ikke en del af dig, der begynder at forstå Gundersen?