Lambs Shakespeare

Uddrag af bogens forord:

… I 1807 udgav søskendeparret Charles (1775-1834) og Mary (1764-1848) Lamb “Tales from Shakespeare”, hvori de i prosa genfortalte nogle af hans tragedier og komedier. Charles Lamb omskrev tragedierne, hans søster komedierne.

“De følgende historier,” skrev Charles og Mary Lamb dengang, “ skal være en introduktion for den unge læser til Shakespeares værker. Derfor har vi altid, hvor det overhovedet var muligt, brugt Shakespeares egne ord, og hvad vi har måtte tilføje for at kunne gengive det i en sammenhængende historie er udvalgt med megen omhu i vor bestræbelse på at finde udtryk, som mindst muligt ville ødelægge den oprindelige skønhed i hans sprog.

Alligevel kan disse fortællinger kun blive et ufuldstændigt billede af Shakespeares uforlignelige digterkunst, som læseren vil kunne opleve i hans originale værker. Hvis man studerer disse, vil man i de stykker, der her bringes i uddrag, kunne læse om fantastiske begivenheder og skæbner med utallige kostelige og ironiske fremstillinger af såvel kvinder som mænd, fremstillinger som på grund af deres rige mangfoldighed, ikke kan rummes i denne bog, og hvis indhold ville gå tabt ved et forsøg på ikke at gengive dem i deres fulde egenart.”

Det var forfatternes ønske med denne gendigtning at pirre den unges læsers fantasi og skabe forståelse for Shakespeares stykker, hans verden og tankegang ….

 

(Citat slut)

Historiefortælleren Shakespeare

Hvis Shakespeares dramaer udelukkende havde bestået af dybe sandheder udtrykt i et sublimt sprog, ville de næppe have været så populære og elskede. Noget helt afgørende er, at Shakespeare kunne fortælle en god historie.

Visse dramatikere har søgt at skildre komplicerede forhold ved at kaste tilskueren ind i et mærkværdigt univers, hvor der foregår sære ting. De er sjældent blevet forstået og værdsat. Når allerede overfladen er præget af absurde og surrealistiske træk, tvinges tilskueren til at spørge efter meningen med galskaben. Hvorfor det? Hvad betyder det? Sådanne stykker er svære at opleve umiddelbart, og frem for oplevelse bliver der i stedet en spørgen og forundring, der - som oftest uden synderlig held - prøver at finde en mening deri.

Hos Shakespeare er der derimod altid en god historie og en spændende handling, som uden videre kan forstås af alle. Noget, man kan blive grebet af leve med i - opleve.

Evnen til at fortælle en god historie er ofte blevet undervurderet. Det er ikke så let, som mange tror. Alle mennesker går vel sagtens ind imellem og grunder over det ene eller andet. Hvis en tanke har slået en som væsentlig, og man derfor ønsker at dele den med andre, kræver det naturligvis en udviklet formuleringsevne at gøre dette. Men handler det udelukkende om at formulere tanken, f. eks. i en aviskronik, har man den fordel, at kunne fremsætte den i og for sig. Den skal ikke passe ind i en større sammenhæng. Men hvis en historie skal fungere, må den nødvendigvis også hænge sammen.

Det elementært spændende er imidlertid ofte blevet nedvurderet, som noget kulørt og underlødigt. Undertiden virker det nærmest som om, at visse litterater mener, at noget kun kan være godt, hvis det er mere eller mindre kryptisk og uforståeligt. Naturligvis er der dele af underholdningsindustrien, som på en forfladiget måde lever højt på ren spænding og knaldeffekter uden dybere mening.

Men der findes fængende historier mange andre steder end i kioskromaner og halvdårlige film. Som gamle myter, H. C. Andersens eventyr og meget andet både kan underholde og vække til eftertanke, således også med Shakespeare.

Alt det, der fænger ved en spændende film, finder man også hos Shakespeare. Men man skal ikke beskæftige sig særlig længe med ham, før man i det mindste vil få en mistanke om, at der er mere end som så. Der skjuler sig noget under overfladen. Noget, der pirrer ens nysgerrighed, noget, der kalder og lokker, noget, man prøver at tyde.

Ofte kan man gribes af en følelse af at række ud efter noget, der lige akkurat er udenfor ens rækkevidde.Men man aner samtidig, at man vil kunne fange det siden.

Det er det, man indenfor didaktikken kalder en “znu” (zone for nærmeste udvikling). Det vil komme indenfor rækkevidde. Men næppe er dette sket, før fornemmelsen atter rører på sig. Der er endnu mere at finde!

Med tiden opdager man, at antallet af lag i Shakespeares digtning er uendeligt. Man bliver aldrig færdig, kommer ikke til vejs ende. Der er altid flere lag at afdække!

Men det ville være bagvendt at begynde med det svære og så bevæge sig mod det lettere. Som skolebarnet må lære elementær regning før det begynder at løse andengradsligninger, giver det også god mening at begynde dér med Shakespeare, hvor alle kan være med.

Ved at tage udgangspunkt i handlingens overflade får man det umiddelbart spændende, uden at man i første omgang nødvendigvis behøver at spørge efter dets dybere mening. Den kan man siden give sig til at søge efter, bore sig ned i dybderne, opdage lag på lag på lag af betydning.

Men netop handlingens elementære spænding er det, der holder sammen på det hele. Hvis man uden denne begiver sig rundt i alle de snørklede indre gange og forsøge at afdække alt det skjulte, løber man simpelthen sur i tingene.

Dertil kommer, at det er anderledes at læse et skuespil end en roman. Skuespillet er beregnet på opførelse, og det er på scenen, at historien og dens personer bliver levende. Hvis man har beskæftiget sig med teater, har man fået en vis erfaring med at læse manuskripter. Men har man ikke, kan der meget vel være en ikke helt let indlæringsproces forbundet med at vænne sig til denne type tekster.

Det gælder i skærpet grad Shakespeare, hvor regibemærkninger er nærmest ikke eksisterende, og personerne ofte kaster sig ud i lange, ordrige monologer. Det fungerer på scenen, men man kan let tabe tråden i læsestolen.

Netop derfor er søskendeparret Lambs charmerende genfortælliger af Shakespeares dramaer et ideelt sted at begynde. Man får styr på handlingen, og kan derfor bedre følge med, når man siden sætter sig til at læse dramaerne. Frem for bare et navn på en person, der siger en frygtelig masse, er vedkommende blevet placeret i historien. Man kan leve med i deres liv og vil derfor også læse disse replikker på en anden måde.

Herfra ligger vejen åben, og man kan bore sig længere ned. Men igen: at begynde dér for så siden at tilføje handlingsgangen som var det en eller anden underordnet og ligegyldig parentes, der ikke er grund til at ofre synderlig opmærksomhed, ville ikke blot være bagvendt, men en direkte misforståelse.

Det er netop det forunderlige ved Shakespeare: mens der findes så meget andet, hvor man enten kan blive godt underholdt eller klogere, men hvor disse to nærmest synes at udelukke hinanden, går de smukt hånd i hånd hos Shakespeare.

Jeg kan derfor ikke varmt nok anbefale Lamb genfortællingerne som Shakespeare for begyndere. Man vil blive fascineret af disse historier, og så vil man have mere. Er man først blevet indfanget af dette forunderlige univers, kan man simpelthen ikke holde op.

Lamb er Shakespeare for alle. Historierne kan læses op for - og forstås af - børn. Og det er der intet skamfuldt ved. Det er tvært om en kvalitet og et ideelt udgangspunkt.

Ikke mindst fordi, det gør en vigtig pointe helt klar, nemlig at Shakespeare rent faktisk er for alle. Man skal bare lige finde en vej ind.

Enhver kan forstå Shakespeare på deres eget niveau og udfra deres egne forudsætninger. Der er intet til hindring for at opfatte en konge og et slot ganske naivt og ligefremt, som netop en konkret konge på et konkret slot. Faktisk og fysisk. Det behøver ikke nødvendigvis at være symboler eller metaforer.

Det samme gælder diverse følelsestilstande. Enhver, der har været forelsket, vil umiddelbart kunne spejle sig i de kærlighedskvaler, som fylder en del hos Shakespeare. Der er intet til hindring for at man simpelthen kan beruse sig i de smukke formuleringer, i al den længsel, drømmen og begæren, de udtrykker. Man behøver ikke nødvendigvis læse det med psykologiske briller.

Men at gå videre, afdække andre tolkningslag, kommer ganske af sig selv, hvis først man er blevet indfanget.

Når man i åndeløs spænding har afventet på hvilken måde, intrigen vil blive afviklet, når man har levet, grinet og grædt sammen med Shakeares personer, så vil man også gerne forstå det hele lidt bedre.

Det hele handler i bund og grund bare om at finde en indgang. En sådan tilbyder Lamb!