Den fatale væg

Ang. min roman "Hændelsen" med særlig hensyn til kapitel 8, hvor man hører om Pauls perverse fantasier.

 

Kan også findes: https://www.youtube.com/playlist?list=PL8s5a2Puxl324Mk5JsKbwom9keoforCk6

Det overordnede forløb og de centrale spørgsmål

I kapitel 8 følger vi Paul gennem en nats rablende fantaseren, hvorved vi får et dybt indblik i hans forkvaklede sjæleliv. Samtidig fornemmer man tydeligt angsten omgive og omslutte ham. Panik og erotisk opstemthed. Hvor begynder det ene, og hvor hører det andet op - og vise versa?

Hans PDD synes her at antage en flerdimensional karakter, der rummer elementer af både kink, fobi, kompleks, dissociation og perversion! - Men hvad er hvad i dette vanvidsorgie?

Og hvilket indhold er der egentlig i fantasierne?

I hvert fald står det centralt, at Paul skal finde sig et mindre eksemplar. Men hvorfor vil han stille sig selv i en svagere position?

Hvorfor den væg med alle attrapperne? Afspejler den på en eller anden måde Pauls virkelige væg, og hans afstandstagen overfor dét, der befinder sig på den anden side deraf?

Kapitlet ender med, at Paul bagefter er for træt til at spekulere over noget som helst. Han har kørt en udmattelseskrig med sig selv. Måske bruger han i virkeligheden sine seksuelle fantasier på samme måde, som andre bruger alkohol som et angstdæmpende og tankespindshæmmende middel?

Perspektiver i “Til Hannah”-serien

Undervejs gennem “T.H.”-videoerne forsøger jeg at opsummere en række hovedpointer, som måske (?) antyder nogle af svarene på vores mange spørgsmål! Ikke mindst Pauls overvejelser omkring at finde det "rigtige" eksemplar, der vel at mærke skal stille ham i en svagere position.

Der perspektiveres med materiale hentet fra opslaget “Lidt af hvert” [1]. Der benyttes bl.a. nogle svar fra "Signes brevkasse" og en artikel af Joan Ørting. Forhåbentlig bidrager dette til, at man i det mindste får en anelse om, at der må være en dybere sammenhæng i alt dette.

 

"Det, vi holder tilbage i vor bevidsthed og efter ønske genkalder os, vil have opnået en ubevidst undertone, som vil farve den bevidste tolkning, hver gang den hentes frem. Vores bevidste indtryk, tilføjer hurtigt et element af ubevidst betydning, som er psykisk vigtigt for os, selv om vi ikke bevidst er klar over det, endsige den medbetydning, det tilføjer vores konventionelle opfattelse."

- C. G. Jung

 

I den videre udredning lægges der især vægt på, at komplekset er et internt forhold mellem en mand og hans penis. Det handler således overhovedet ikke om eksterne faktorer, såsom om kæresten er tilfreds med den og des lige.

Problemet har ALTID ekstern karakter!

Men naturligvis afspejler komplekset en følelse af at stå i et misforhold til omgivelserne, at ikke høre til i verden o.s.v. Det er en følelse af fremmedhed, utilpassethed og anderledeshed, der projiceres over på lemmet. Så på den vis hænger det naturligvis sammen med at ikke kunne finde sin plads i verden. Man må bare ikke forveksle dette med ting som f. eks. seksuel formåen.

Denne dobbelthed af intern konflikt, der afspejler et ydre misforhold, kan således også tydeligt iagttages hos Paul. Ikke mindst når man nærmere betragter væggen med alle attrapperne. Her synes Paul at søge efter sin rette plads i verden. I hans rablende projektioner bliver dette identisk med at få en mindre penis.

Gennem flere afsnit af “T.H.” er der således fokus på den vigtige pointe, at en PDD er et internt forhold mellem en mand og hans penis - altså ikke noget, der har relation til omgivelserne. Dette svarer også til, at personer i en tankeverden ikke må forveksles med de virkelige personer: de er udtryk for personlighedsdele.

Det er naturligvis ikke tilfældigt, at så stor en del af romanen er viet til Pauls tanker. Det ER et indre drama, vi har med at gøre.

Helt adskilt fra den ydre verden er det naturligvis ikke. I det mindste i forhold til oprindelse og udløsende faktorer har det en række indlysende ydre kilder. Hvis Paul aldrig var kommet på det forfærdelige sted, havde han formodentlig heller ikke udviklet en PDD. En PDD kan være mange ting og have mange årsager. Men at det i Pauls tilfælde er en form for senfølger, turde være hævet over enhver tvivl [2].

Men for hybel-Paul er dette 10 år siden, og hverken institutionen eller de mennesker, der hørte den verden til, er en del af Pauls liv længere. Det er fortid. Men vel at mærke en fortid, Paul ikke kan slippe. Den lever videre - netop som et indre drama.

Dette indre drama benytter så penis som samlende metafor:

 

"Hver eneste gang, man ser den, bliver man mindet om noget ubehageligt. Så tror da pokker, man ikke er glad for den."

 

Med denne simple konstatering er et væsentligt aspekt blevet klarlagt. Det er vel sådan set det essentielle. Men som det vel uden videre er tydeligt, må der være andet og mere i sagen end som så.

 

"Kort sagt, skaber ethvert af vore bevidste begreber sine egne psykiske associationer. Disse kan variere i styrke alt efter begrebets relative betydning for vores personlighed eller for de forestillinger eller komplekser, der vækkes i vores ubevidste. Associationerne vil i alle fald kunne ændre begrebets ”normale” karakter; måske forandre det komplet, når det bevæger sig ned under bevidsthedstærsklen."

- C. G. Jung

 

At helt trænge ind bag de ting, der sker i Pauls sind, og nå til en egentlig forståelse er svært. Men endnu er der også meget tilbage af romanen, og forhåbentlig bliver vi klogere henad vejen.

Vi må ganske enkelt læse videre, så vi kan få flere informationer!

Men vi må nødvendigvis til stadighed huske på, at der er tale om en intern konflikt, et indre drama i Pauls sind.

 

"Når man er fobisk overfor sin egen indre virkelighed, kan de implicerede oplevelser ikke integreres i den autobiografiske hukommelse og derved fastholdes dissociation som selvbeskyttelsesstrategi - herunder de symptomer denne strategi fører med sig.

Integration indebærer, at man assimilerer traumatiske hændelser. Man tilføjer og integrerer dem som en bevidst del af sin livshistorie."

- Inge Holm

 

(N.B. Paul synes snarere at forsøge at omskrive sin livshistorie!)

Undervejs i redegørelsen for det interne forhold og projektionerne, begynder man at ane, at der ligger en længsel efter sjælefred nedenunder.

I forbindelse med dette kommer jeg bl.a. ind på symptombehandling kontra sand helbredelse. En kritik af overfladiske metoder, der i virkeligheden ikke hjælper en brik.

Det nytter ikke at diske op med godtkøbsforklaringer og almindeligheder. Enhver kan fjumre en række selvfølgeligheder af sig. De er for så vidt rigtige nok, men ikke videre berigende eller indsigtsgivende.

man må under overfladen, og man må gøre sig klart, at tingene ofte er noget ganske andet end det, de ligner på overfladen.

Som et lidt pudsigt billede på det kunne man nævne, at visse former for valuta har navne, der også bruges om ganske andre slags værdier. Herunder talenter og - i denne sammenhæng ret så bemærkelsesværdigt - centimeter.

Hvis man insisterer på, at en krone er noget, man kan gå ned og købe en pose blandet slik for, men sagen i virkeligheden handler om kongeværdighed, kommer man uværgeligt på galt spor!

Stillet overfor det faktum, at Pauls penis er over gennemsnittet, og vist endda en pæn bid over, er det ikke svært at forestille sig kommentarer á la: "Jamen han har jo slet ikke grund til at være utilfreds."

Nej. Ikke ud fra en rent statistisk vurdering. Men det er jo så lige præcis dét, der er pointen: det har intet med sagen at gøre. Det var lige præcis derfor, jeg udstyrede min hovedperson med en stor penis. Jeg kunne have givet ham en lille en, og misforståelsen ville være så sikker som amen i kirken. Folk ville forenkle hele problematikken til, at han var ked af, at han havde en lille en.

Netop derfor gik jeg den modsatte vej, i håb om at læseren på et eller andet tidspunkt ville indse, at hvis de siger "Jamen den ER jo stor," så taler de statistik - de taler ikke Paul.

Hvis vi skal tale Paul, d.v.s. prøve at forstå hans situation og problematik, må vi nødvendigvis betragte tingene på en HELT anden måde. En måde, der befinder sig hinsides statistik. Det er det, Paul ikke selv har indset. En af grundene til, at han er så uhjælpeligt fanget i sit kompleks, er netop, at han selv taler statistik. Eller i hvert fald prøver på det. Men som vi har set, går det også galt for ham. Han er i den grad fanget i sin situation, at han hverken kan gøre det ene eller andet.

"At give slip på sine selvbeskyttelsesstrategier opleves typisk som voldsomt skræmmende, og dele af personligheden vil derfor, forståeligt nok, ofte modarbejde forandringer, der fordrer nye måder at være i verden på. Man kan på den ene side bestræbe sig på at leve et normalt liv, mens man på den anden side kan være kapret af frygt og undgåelsesadfærd. Og dermed forhindrer man sig selv i at få det liv, man så desperat længes efter."

- Inge Holm

 

"Henry fortalte mig, at han foretrak bøger frem for andres selskab. Han følte sig hæmmet mellem andre mennesker og ofte plaget af tvivl og selvkritik. Han var meget belæst for sin alder og havde en tilbøjelighed til æstetisk intellektualisme. Efter et tidligere æstetisk stadie var han blevet streng protestant, men hans religiøse holdning var nu endt med at være neutral. Han havde valgt en teknisk uddannelse, fordi han følte, at han havde evner for matematik og geometri. Hans forstand var klar og logisk trænet i naturvidenskab, men havde også en dragning mod det irrationelle og mystiske, som han ikke ville indrømme over for sig selv."

- Jolande Jacobi

 

"Individet er den enste realitet. Jo mere vi fjerner os fra individet henimod abstrakte ideer om homo sapiens, med desto større sandsynlighed kommer vi på vildspor. Men hvis vi skal se tingene i deres rette perspektiv, har vi brug for at forstå menneskets fortid såvel som samtiden."

- C. G. Jung

Videre opsummeres en række af de hovedpunkter, vi har været omkring. Mange ting er tydelige nok og umiddelbart forståeligt. Alligevel er det som om, der stadig er et eller andet, der vækker forundring, og hvor vi ikke helt føler, at vi har fået greb om tingene.

Vi kan godt se, at det er svært for Paul - både den 11 årige og den 21 årige. For førstnævnte er det virkelig smertefuldt, at Frida skal holde op, og at han ikke rigtig bliver hørt og set i sin smerte, men tvunget med på en tur, han ikke har lyst til, hvor han gennem en lang køretur sidder i en bil, og der således opstår et element af indespærring. Så langt, så godt. Men så alligevel ...

Hvad er det hele for noget?

Temaet indre/ydre er beslægtet med en selv og den anden!

Det er besynderligt, at Paul slet ikke overvejer den mulighed, at udstyre sig selv med Birgers, for så at oprette væggen. Så ville han jo kunne gå frem og tilbage og sammenligne, indtil han fandt den rigtige.

Paul synes at vige udenom dette. Han forestiller sig alt andet end netop det. Han nærmer sig muligheden, da han forestiller sig kandidaterne ændret, så de er i forhold til hans egen, som de ville være i forhold til Birgers.

Med alle de ideer, Paul kan udtænke, synes det ikke at skyldes manglende fantasi. Et eller andet gør, at han ikke vil have Birgers eksemplar, end ikke for et kortvarigt lån. Her er noget, han viger udenom. Hvorfor? Når han ikke synes at føle nogen blokeringer eller hæmninger overfor alt mulig andet, hvorfor så ikke også det?

Det må på en eller anden måde være vigtigt for Paul, at Birger forbliver rivalen, “den anden”, og at de to aldrig sammenblandes eller sammensmeltes. De SKAL holdes adskilt, Deri kunne der godt gemme sig noget vigtigt. Lad os derfor huske på dette, og inddrage det i tolkningen af de efterfølgende kapitler.

Men hvorfor løser det ikke problemet at få kandidaterne transformeret, så de bliver i forhold til Pauls, som de er i forhold til Birgers? Hvorfor anser Paul kun dette for en støttende hjælpeforanstaltning fremfor løsningen?

Med denne spørgen begiver vi os videre i teksten og læser intermezzo 8, hvor vi får et uddrag af Valborgs historie. Det hører naturligvis med. Vi er nød til at kunne danne os et indtryk af hendes historie. At Valborg fortæller en historie er et af de centrale elementer i Hændelsen. Det er derfor, hun får lov at indtage pladsen i midten.

Det er Valborgs historie, som Paul og Birger har modsatrettede meninger om. Mens Paul er vrissende og tillukket, får Birger en voldsom rejsning, der - ifølge hans eget udsagn - er "det største, den nogensinde har været". Det virker herefter som om, de modstridende meninger om historien overføres på Birgers rejsning. Det er dén, Paul og Birger ender med at diskutere. Hvorfor kunne de ikke bare lige ud sige, at de var uenige om historien?

Der er også det element, at Birgers bifalden historien danner en alliance, hvor Paul bliver marginaliseret. Men for så vidt kunne man synes, at Birger med al den tale om sin store rejsning forsøger at inkludere Paul. Sådan en har Valborg jo ikke, og således sker der faktisk en gentagelse af kommodescenen. Birger inviterer, og Paul afviser.

Men hvad er det egentlig, Valborg fortæller?

Mest påfaldende er det måske, at mens vi lige i det foregående kapitel har set Paul bakse en hel nat med at komme forbi en stopklods i den historie, han forsøger at fortælle sig selv, farer Valborg afsted over stok og sten. Men da historien stort set bare kører på, at "så bollede hun, og så kneppede hun, og så bollede hun igen", er det høje fortællertempo ikke just et udtryk for indholdsrigdom eller en stort udfoldet handling. Det er tydeligt, at Valborg forsøger at diske op med noget, der kan konstituere hendes position som fortælleren i midten. Netop derfor handler det simpelthen om at køre på og for alt i verden ikke gå i stå.

Det er tydeligt, at vi har at gøre med tre ensomme og omsorgssvigtede børn, der på hver deres måde angler efter opmærksomhed og synliggørelse. Men udover det?

Er det ren smag og æstetik, når Birger og Paul er uenige om vurderingen af den historie? Kunne der ligge andet og mere deri? Hvilket rolle spiller Valborgs historie i det hele taget i Hændelsen? Hvori ligger dens betydning? Hvor vigtig en del af Hændelsens samlede udtryk er den? Hvorfor kan Birger og Paul ikke bare stå i den uenighed, at den ene kan lide historien, den anden ikke? Hvorfor køres det i stedet over på den rejsning, der er Birgers synlige bifald og kompliment? Er det i virkeligheden historien, der diskuteres og kun tilsyneladende omfanget af Birgers erektion?

For at kunne overveje sådanne spørgsmål, er vi naturligvis nød til at danne os et indtryk af, hvad det er for noget, Valborg fortæller.

Uanset om det er en stor eller lille brik i spillet, så er Valborgs historie i hvert fald en del af den mosaik, der udgør Hændelsen. Den hører med! Således får vi om ikke andet udfyldt en hidtil tom plet med dette intermezzo, og bliver derved klogere på, hvad der helt præcist skete på hin skæbnesvangre dag.

- - -

[1] https://www.grubler-ved-tasterne.dk/443254430

[2] https://www.grubler-ved-tasterne.dk/443250452

[3] https://www.grubler-ved-tasterne.dk/444149546

Andre perspektiver

Hvis vi tillader os at tænke lidt mere frit, kan man vel ikke helt udelukke, at en del af Paul finder dullen en smule tiltrækkende. Dertil kommer så den “deforme” kæreste og det, Paul så på badeværelset. Udover en ekstrem grim bagkrop, så Paul jo også et flygtigt glimt af noget “mørkt og fyldigt”.

Selvom Paul føler væmmelse ved naboens lyde, er det hans kompleks taget i betragtning umuligt, at han ikke - i det mindste som en strejftake - skulle have overvejet, om han ville være i stand til at få hende til at hyle og grynte på dén måde. Skyldes disse lyde en særlig (Paul overlegen) volume?

Måske er al hans vrede og uvilje imod naboen i virkeligheden en måde at ruste sig imod denne påtrængende fantasi, noget han behøver for ikke at give efter for den, hvorefter den så sniger sig ind ad bagvejen forklædt som Hændelsen.

Kan man helt udelukke den mulighed? - Det kan man næppe. Der er en del, der får andre forklaringsmuligheder til at veje tungere og forekomme mere sandsynlige. Men det ene udelukker ikke nødvendigvis det andet.

Dog kunne der investeres lige så meget energi i konflikten, hvis Paul netop helt oprigtigt ikke finder dullen det mindste tiltrækkende. Det er ikke svært at forestille sig hans syge hjerne udklække en forestilling á la: hvis det kræver noget langt udover det sædvanlige at få hende, hvad kræver det så at få en virkelig dejlig pige? - Og så det, der næsten nødvendigvis må blive Pauls næste spørgsmål: “Og hvad kan mon jeg få, hvis jeg ikke engang er kvalificeret til at få en dum dulle?”

Hvordan man end vender og drejer det, synes dullen og den deforme kæreste at parallelisere Valborg og Birger. Men hvem er så egentlig stedfortræder for hvem? Genkalder nutiden fortiden, eller forklædes nutiden som fortid, for derved at fungere som et skjold imod den?

Og hvem siger egentlig at dullen = Valborg og den deforme kæreste = Birger, mens Paul optræder som “him self”? - Måske er rollefordelingen mere drilsk (?).

Ifølge Louise Kaplan er et perverst scenarie ofte en måde at udleve sider af sig selv, man ellers ikke kan/vil stå ved! Som vi tidligere har været omkring, er personer, der genkaldes i erindringen, ikke længere de virkelige personer, men personlighedsdele.

Ligeledes er det vel uden videre indlysende, at et tema, der ligger i umiddelbar forlængelse af de lukkede universer (fra syvende kapitel og intermezzo), er inklusion og eksklusion, og dermed også det at blive godkendt (eller at netop ikke blive det!).

Væggen med de mange modeller gør Paul til den, der skal vurdere - godkende og diskvalificere. Derved opnår han at blive dommeren fremfor den dømte, slipper fri for at selv skulle vurderes. Men på et andet plan er han netop dén, der står til vurdering. Netop derfor går der hårknude i tingene, og Paul bliver ude af stand til at afsige en dom. Også denne tolkning lader sig gennemføre.

Imidlertid synes også dét, jeg har kaldt “det pirrende falsum” [1], at være indover. Når alt kommer til alt, går fantasien jo langt henad vejen ud på at gennemføre et bluff. Ville Paul mon tænde på, hvis han kunne gennemføre en manipulation, hvor han så at sige fik “talt en anden større”? - Rent faktisk kunne noget tyde på, at han helst vil være fri for at vise, hvad han har. Han vil hellere foretage en rent sproglig manøvre, hvor pladserne fordeles på en ukorrekt måde. Vel at mærke således, at en anden part overbevises om rigtigheden af dette. Er det i virkeligheden dét at slippe afsted med et bedrag, han tænder på?

Noget sådan vil uværgeligt rumme en vis mængde spænding (mon det lykkes? Mon han/hun hopper på den?). Hvor stor en rolle spiller så denne spænding? Er den en hovedsag eller en svag medklang?

Men hvis personer, der hives ud af virkeligheden og puttes ind i en tankerække/drøm/fantasi/forestilling, derved “forvandles” til personlighedsdele, så er det vel i grunden overfor sig selv, at Paul vil gennemføre et bedrag. Omdigtningerne af Hændelsen er et (mislykket!) forsøg på en indre oprydning, hvor en overbevisning skal udskiftes med en anden.

Men hvilket dybere formål har dette? Og hvilken overbevisning er der tale om?

Man kunne måske overveje forestillinger om hemmelige våben og skjulte talenter, lidt á la Clark Kent og Superman, “have en trumf i baghånden”, “et es i ærmet”.

Dette er beslægtet med den “jeg kunne ændre situationen totalt, hvis jeg ville”-tænkning, som jeg har beskrevet i “Angst og seksualitet” [2]. Det er en måde at hæve sig over begivenhederne, gøre sig urørlig.

Atter er Superman et glimrende eksempel: som Clark Kent udsættes han ofte for fornærmelser og krænkelser, som han godmodigt finder sig i. Det kan man jo også med sindsro gøre, når man ved, at man er Superman. Det handler om forskellen på dét, man er nød til at finde sig i, og så dét, man - nærmest ironiserende - finder sig i, fordi det i virkeligheden ikke betyder noget og ikke har nogen gyldighed.

I givet fald handler fantasien i virkeligheden om at opnå en usårlighed, hvor intet kan gøre en ondt. Paul forsøger at skabe et skjold imod smerten, så den ikke kan ramme ham (ligesom revolverkugler preller af på Superman).

Sagen kan dog også fremstilles på en ganske anden måde!

I forhold til hele spørgsmålet om den foretrukne og den vragede, og især når man i den sammenhæng husker på babyen Rosalinde (“sådan en kan jo ingenting”), synes den omstændighed, at der skal byttes til noget ringere fremfor noget bedre, at tyde på, at godkendelsen skal være en ubetinget kærlighedsgave og ikke en belønning for en præstation. Men for at dette kunne have gyldighed, måtte det jo være noget reelt. Et bedrag ville i den sammenhæng være dybt utilfredstillende.

Med mindre bedraget netop har til formål at sikre godkendelsens ægthed. Svarende til den gamle Marilyn Monroe film, hvor Yves Montand spiller en mangemillionær, der går incognito som fattig skuespiller for at finde en pige, der ikke bare tager ham for pengenes skyld. (Det indgår også i handlingen, at han skal lave en parodi på sig selv! - Endvidere er han stadig fanget i en præstationstankegang, idet han prøver at lære forskellige dele af skuespilsfaget for at imponere pigen.)

I så fald skulle væggen altså være en bøn om ubetinget kærlighed.

Overfor dette står imidlertid en modsat tendens: det kan være uhyre svært at tage imod noget, man ikke føler sig berettiget til. Hvis man er overbevist om, at man er et dårligt menneske og ikke er noget værd, kan modgang undertiden være lettere at håndtere end en medgang, der opleves som ufortjent. Man vil her netop typisk komme til at føle sig som en bedrager, der tiltusker sig et eller andet.

Impulsen til at opsøge nederlaget har vi tidligere bl.a. set i kapitel 4, hvor det bliver påtrængende vigtigt for Paul at få bekræftet, at Filips virkelig ER større.

Så måske udtrykker væggen simpelthen, at Paul mener, det er illegitimt, at han er udrustet over gennemsnittet. Dette må dog i så fald dække over andre ting, og handler altså kun på overfladen om hans penisstørrelse. Oversat er det formodentlig et udtryk for jantelov: “Du skal ikke tro, du er noget.”

Striben af modeller udtrykker endvidere en fraspaltning (dissociation?): lemmet er isoleret og adskilt fra resten af kroppen. Hvis kønsorganet for Paul er bærer af en række stærkt negative associationer, er det i grunden ikke overraskende, at han på denne vis sender det i “isolationskarantæne”.

At fremstille det som noget, der kan skiftes ligesom en elpære medfører endvidere, at det ikke væsentligt og uadskilleligt tilhører kroppen. Jævnfør de tidligere bemærkninger om forklædning og kamuflage bliver også denne legemsdel forvandlet til en slags udklædning, hvor man så at sige kan vælge den ene eller anden dragt. Pauls væg bliver derved sammenlignelig med en kvinde, der ikke kan beslutte sig for hvilken kjole, hun skal tage på til et selskab, og skifter mening/tøj afskillige gange, inden hun begiver sig afsted.

Imidlertid kan det dog ikke helt udelukkes, at der kunne skjule sig et omvendt udtryk for kastrationsangst i fantasien. Dens (begejstrede?) dyrkelse af amputationen omgås angsten ved at vende den på hovedet, så man frem for at blive bestjålet skænkes noget i form af valgmuligheder. Men i valgsituationer kan der opstå tvivl, og derfor er der også her et ængstende element.

I det hele taget kan væggen med de mange modeller opfattes og udlægges på en mangfoldighed af måder.

Et andet element, der fortjener tålmodig opmærksomhed, er omregningen fra børne- til voksenstørrelser. Børn er små og lever derfor i en stor verden, der ser anderledes ud end de voksnes. I intermezzo 7 mindes Paul, da han som lille dreng var i bad med sin far. I kapitel 8 forekommer så erindringsglimtet, hvor han som en lille trold prøver at åbne en dør.

Der må være et eller andet i det her!

Udover den rent praktiske nødvendighed af at transformere fra det ene til det andet format, synes det også at spille en psykologisk rolle. Men hvilken? Er der f. eks. en kobling til Rosalinde? Eller ligger trykket på, at Birger var en yngre dreng? Måske begge dele? Har det mon på en eller anden måde noget at gøre med Pauls konservatisme?

Her er atter et af de spørgsmål, vi bør skrive os bag øret i en åben spørgen, der forholder sig afventende!

Som tidligere sagt er det med spørgen og undren, at vi begive os videre til det efterfølgende intermezzo og får et lille uddrag af Valborgs historie.

Hovedpersonen i Valborgs historie kommer i miskredit. De andre piger bliver flove, fordi hun er alt for fræk. Negative reaktioner fra omgivelserne er givetvis noget, samtlige tre børn er yderst velbekendte med. I et eller andet omfang betragter de formodentlig også deres anbringelse som noget, der hænger sammen med dette!

- - -

[1] https://www.grubler-ved-tasterne.dk/444329394

[2] https://www.grubler-ved-tasterne.dk/443294620

Se også:

https://www.grubler-ved-tasterne.dk/444151544

https://www.grubler-ved-tasterne.dk/444158134

https://www.grubler-ved-tasterne.dk/444522993

https://www.grubler-ved-tasterne.dk/445848622

https://www.grubler-ved-tasterne.dk/449971913

https://www.grubler-ved-tasterne.dk/450283279

https://www.grubler-ved-tasterne.dk/450381104

https://www.grubler-ved-tasterne.dk/450666999